Klassefighten 2021 – Læselyst og kampgejst!

Har dine elever også svært ved at holde læseniveauet i sommerferien? Så er Klassefighten lige et tilbud for jer. Eleverne læser, og de kan vinde flotte præmier, som de kan være sammen om. Alle kan være med, for det tæller også med, hvis eleverne hører lydbøger eller får læst højt.

Hvad er Klassefighten?

Klassefighten er en læsekonkurrence for alle kommende 1.-6. klasser i Varde Kommune. Klasserne kæmper om at læse flest bogsider i gennemsnit pr. elev fra torsdag d. 17. juni til søndag d. 5. september. Den klasse, der læser flest sider, vinder en tur til Junglefun (og æren af at være den mest læsende klasse i Varde)! 2. og 3. pladserne vinder henholdsvis en biograf- og en bowlingtur for hele klassen. De tre præmier er sponseret af Junglefun, Varde Bio og Varde Fritidscenter. Kristiansen Boghandel Bog & idé sponserer gavekort til den mest læsende pige og dreng blandt de tre mest læsende klasser.

Hvordan tilmelder jeg klassen?

Det er klasselæreren, der tilmelder den enkelte klasse til Varde Børnebibliotek senest den 17. juni. Tilmeldingen skal ske via klassefighten@varde.dk. Det er vigtigt, at du skriver det kommende klassetrin efter sommerferien, skole, kontaktperson, antal elever i klassen og elevernes fornavne plus evt. initialer på efternavne. Elever, der starter frem til sommerferien, skal også på listen. Alle tilmeldte klasser modtager en Klassefighten-mail, når de tilmelder sig, med regler, fairplay-kontrakt, læsesedler og information til forældre.

Du kan hente et tilmeldingsdokument på denne side under ”tilmeldingsseddel til lærere” : Klassefighten | Varde Bibliotek

Tilmelding til Kickoff

Klassefighten sparkes i gang med Kick-off på Varde Bibliotek torsdag d. 11. juni. Arrangementet livestreames på dagen og du får i god tid før eventet tilsendt materiale og et link. Forløbet vil også kunne gennemføres senere.

Hvordan gør eleverne?

Eleverne er selvkørende i løbet af sommerferien. Når de har læst en bog, skal de indberette bogtitel og antal læste sider, enten via mail til klassefighten@varde.dk eller ved at udfylde en læseseddel. Husk at de skal skrive det samlede antal sider på – det gør det så meget lettere for os. Børnene er også velkomne til at møde op på biblioteket med en læseseddel.

Hvad tæller som læste sider?

Al læsning tæller: Sider, som børnene selv læser, sider, som bliver læst højt for dem og lydbøger. Læsning i skolen tæller også med. Det vigtigste er, at eleverne læser på det niveau, der passer til dem. Det er op til den enkelte elev, om man læser fagtekster, romaner eller tegneserier - dog tæller tegneserier og fagblade kun med det halve sideantal. De mere præcise regler bliver sendt ud ved tilmelding.

Spørgsmål

Har du spørgsmål til konkurrencen bedes du henvende dig til Line og Christina på klassefighten@varde.dk eller på tlf.: 7994 8356, som er telefonnummeret til børneudlånet. Eller se svarene på de mest gængse spørgsmål på vores hjemmeside Klassefighten | Varde Bibliotek