Klassefighten 2021 – Læselyst og kampgejst!

​​​​​​​Har dine elever også svært ved at holde læseniveauet i sommerferien? Så er Klassefighten lige et tilbud for jer. Eleverne læser, og de kan vinde flotte præmier, som de kan være sammen om. Alle kan være med, for det tæller også med, hvis eleverne hører lydbøger eller får læst højt.

Hvad er Klassefighten?

Klassefighten er en læsekonkurrence for alle kommende 1.-6. klasser i Varde Kommune. Klasserne kæmper om at læse flest bogsider i gennemsnit pr. elev fra torsdag d. 17. juni til søndag d. 5. september. Den klasse, der læser flest sider, vinder en tur til Junglefun (og æren af at være den mest læsende klasse i Varde)! 2. og 3. pladserne vinder henholdsvis en biograf- og en bowlingtur for hele klassen. De tre præmier er sponseret af Junglefun, Varde Bio og Varde Fritidscenter. Kristiansen Boghandel Bog & idé sponserer gavekort til den mest læsende pige og dreng blandt de tre mest læsende klasser.

Hvordan tilmelder jeg klassen?

På skolerne i Varde By bliver tilmeldingen lidt anderledes i år på grund af skolesammenlægningen. For at imødekomme at klasserne ikke er dannet endnu, opfordrer vi til, at I snakker sammen på årgangene og tilmelder hele årgangen samlet, hvis I vil tilmeldes. Senest torsdag den 11. juni skal I sende en mail med ønske om tilmelding til Læsevejleder Mette Bæk Mortensen, som vil samle tilmeldingerne. I kan skrive til hende på denne mail: mett446a@vkskoler.dk

Vi vil op til sommerferien kontakte sekretariatet på Lykkesgårdskolen og Frelloskolen og få tilsendt de nye klasselister for de tilmeldte årgange.

Alle lærere på de tilmeldte årgange modtager en Klassefighten-mail, når de tilmelder sig, med regler, fairplay-kontrakt, læsesedler og information til forældre. De modtager også information om Kick-off og et link til eventet der livestreames torsdag den 17. juni.

Tilmelding til Kickoff

Klassefighten sparkes i gang med Kick-off på Varde Bibliotek torsdag d. 17. juni. Arrangementet livestreames på dagen og du får i god tid før eventet tilsendt materiale og et link. Forløbet vil også kunne gennemføres senere.

Hvordan gør eleverne?

Eleverne er selvkørende i løbet af sommerferien. Når de har læst en bog, skal de indberette bogtitel og antal læste sider, enten via mail til klassefighten@varde.dk eller ved at udfylde en læseseddel. Husk at de skal skrive det samlede antal sider på – det gør det så meget lettere for os. Børnene er også velkomne til at møde op på biblioteket med en læseseddel.

Hvad tæller som læste sider?

Al læsning tæller: Sider, som børnene selv læser, sider, som bliver læst højt for dem og lydbøger. Læsning i skolen tæller også med. Det vigtigste er, at eleverne læser på det niveau, der passer til dem. Det er op til den enkelte elev, om man læser fagtekster, romaner eller tegneserier - dog tæller tegneserier og fagblade kun med det halve sideantal. De mere præcise regler bliver sendt ud ved tilmelding.

Spørgsmål

Har du spørgsmål til konkurrencen bedes du henvende dig til Line og Christina på klassefighten@varde.dk eller på tlf.: 7994 8356, som er telefonnummeret til børneudlånet. Eller se svarene på de mest gængse spørgsmål på vores hjemmeside: Klassefighten | Varde Bibliotek