Billede af en kvinde der læser med sit barn.

Den første læsning

01.10.20
Læg en god bund. Læs med dit barn længe inden barnet selv kan læse.

Læs forskellige bøger: pegebøger, billedbøger, findebøger, rim og remser, eventyr og fagbøger. Gør det til en hyggelig stund at læse sammen ved fx puttetid.

Snak om billederne, hvad de tror der sker på næste side i historien og sæt ord på følelser og begreber.

Barnet får på denne måde opbygget et stort ordforråd, som hjælper det, når det skal i gang med at læse.

Børn spejler sig i deres forældre, så vis, at du også selv prioriterer læsning engang imellem, så læsning bliver en naturlig del af jeres hverdag.

Snak om bogstaver, når I møder dem i hverdagen fx P- skilte, det gule M for McDonalds, bogstaverne i barnets navn osv.

Skolestart og læseindlæring
Prøv at bevare den gode stemning og oplevelse fra jeres højtlæsningsstund. Teksterne må ikke blive for svære, så mister barnet troen på, at det kan lære at læse.

Hvis I er i tvivl om hvilke bøger I skal vælge at læse, så spørg jeres barns lærer.

Vi hjælper også gerne med at finde bøger til jeres barn. Vi har en del letlæsningsbøger, der er delt i niveau og lix (læsbarhed).

Når I har fundet en bog der passer til Jeres barn, så snak om forsiden, billederne – hvad de tror den handler om. Det giver dem en forforståelse og hjælp når de skal læse bogen.

Det er en god idé at læse bogen flere gange, hvis barnet ellers kan overskue det.

Og husk – børn er forskellige og lærer forskelligt – i forskelligt tempo.

God fornøjelse

Oprindeligt skrevet af lmda, Aabenraa Bibliotekerne.

Materialer