Et billede af en af bøgerne om Sallys far.

Sallys far bander (… ad helvede til)

04.06.20
’Sallys far bander (… ad helvede til)’ garanterer underholdning til hele familien og særligt for de 3-6 årige.

Humoristiske hverdagshistorier
Sallys far serien er hverdagshistorier som vi kender dem fra Villads fra Valby, Vitello, Tiberius Tudefjæs eller Alfons Åberg. Det er genial højtlæsning for hele familien med en sjov far som fortæller ret utroværdige historier fra dengang far var dreng, er pinlig når han henter på skolen, ja og så bander han.

Sallys skønne familie
Sallys lillebror Eddie er også et underholdende indslag i bøgerne som spiser mel når de bager, gemmer nøglen i potteplanten og bedst kan li dyr som tisser. Især i tegningerne ser vi alt det gakkede Eddie har gang i. Sally er ofte fornuftens stemme i bøgerne, mens Sallys mor stort set ikke spiller en rolle i historierne. Hun er ikke fraværende som i Alfons Åberg, men hun er højst en stemme fra et andet lokale eller en krop hvor hovedet er dækket af balloner når de går samlet ind i Tivoli.

Bandekasse og Tivoli-tur
’Sallys far bander (… ad helvede til)’ starter i Zoo hvor far, Sally og Eddie har haft en rigtig skøn dag. På vej hjem taler de om hvor fedt det kunne være at tage i Tivoli næste weekend, men det er jo dyrt og hvor skal alle de penge komme fra… Sallys ven Svend fortæller at de i hans familie har fået en bandekasse. Det giver Sally en idé, hvis de får en bandekasse kan de bruge pengene på Tivoli. Far han bander meget. Det koster for eksempel far 45 kr. alene at få skægget sat fast i trøjens lynlås. Der sker desværre det at Sallys far lærer at holde op med at bande, og til sidst må alt sættes ind på at bande så de kan komme i Tivoli.

Forfatteren
Thomas Brunstrøm finder inspiration i sin egen familie og hans egne børn hedder ligesom børnene i bøgerne Sally og Eddie. Tegneren Thorbjørn Christoffersen kender også familien godt eftersom han er forfatterens ven og nabo.

Alle bøgerne om Sallys far - 
Der er flere bøger i serien og de kan alle anbefales som sjov og hyggelig højtlæsning.
Bestil Sallys far bøgerne fra listen herunder. Bøgerne kan du også finde her på E-reolen. 

Laila Heskjær Myrwick 
Børnebibliotekar

Oprindeligt skrevet af Københavns Biblioteker.

Materialer