Billede af mand der ligger på sofaen med en tablet.

10 stærke dokumentarer på Filmstriben

27.03.20
Kan du ikke få nok af dokumentarer, anbefaler vi et besøg på Filmstriben.dk. Her finder du et imponerende antal prisbelønnede dokumentarfilm.

Mattias Blicher fra Vangede Bibliotek og Thomas Kastberg fra Hovedbiblioteket kommer her med deres bud på 10 af de bedste. 

God fornøjelse!

10. Red Army

Morsom og medrivende dokumentar fra 2014 om Sovjetunionens legendariske ishockey landshold og den overraskende historie bag facaden. Den kolde krig mellem Øst og Vest udspillede sig mange steder - ikke mindst på ishockey-banen! For Stalin og hans efterfølgere var de stærke, sovjetiske sportsfolk ambassadører for den kommunistiske ideologi, og i Red Army fortæller Gabe Polsky den sande, men ofte utrolige historie om sovjetisk ishockey set igennem mesterspilleren Slava Fetisov og hans holdkammerater. Med en kollektivistisk og elegant spillestil baseret på teamwork forsvarede Fetisov & co. den sovjetiske ære overfor kapitalisterne fra USA og Canada. Men efterhånden som det sovjetiske imperium begyndte at smuldre op igennem 1980'erne, mærkedes ændringerne i det politiske klima både på og udenfor ishockey-banen, hvor gårsdagens nationale helt pludselig blev opfattet som en politisk fjende.

Pressen skrev

EKKO: 5 stjerner

"Red Army har alt, hvad en stor dokumentarfilm skal have: En gribende personlig historie, der afspejler en større historie: En hel nations skæbne. Den er fortalt med humor, stærke aktuelle interviews ... og et vidunderligt righoldigt arkivmateriale, der siger meget mere end ord."

9. Amy

Britisk dokumentarfilm fra 2015 om sangerinden Amy Winehouse, der skildrer hendes liv og død. En stærk og rørende dokumentar om en unge kvinde med en meget stor stemme, men som ikke kunne holde til det enorme pres, og som dør i en alder af 27 år.

Pressen skrev:

EKKO: 6 stjerner

"Det er umuligt at holde tårerne tilbage i en af de mest overvældende og hjerteskærende dokumentarfilm nogensinde, som vil ændre Amy Winehouses eftermæle"

8. The Wolfpack

Dokumentarfilmen fra 2015 om Angulo-brødrene som har boet isoleret fra omverdenen i en lejlighed i New York i stort set hele deres liv. Søskendeflokken lærer om verdenen omkring ved at se film og efterfølgende genopføre filmene. En dag stikker en af drengene af, og hele deres univers vendes på hovedet.

Pressen skrev:

Berlingske: 5 stjerner 

"... måske den bedste film nogensinde om værdien af at vokse op i en søskendeflok."

7. De sidste mænd i Aleppo

Borgerne i den syriske by Aleppo forbereder sig på en belejring og er dagligt udsat for bombeangreb fra Assad-regimet og russerne. Gennem tre medlemmer af redningstjenesten White Helmets, kommer vi tæt på livet, døden og de daglige kampe for civilbefolkningen i byen. Hver dag må de konfrontere deres egen tvivl: Skal de flygte og redde deres familier fra bomberne eller skal de blive og forsøge at redde borgernes liv i bomberuinerne? Dokumentarfilmen fra 2017 giver et intimt indblik i dagliglivet for de mennesker, der har valgt ikke at flygte fra krigen.

Pressen skrev:

EKKO: 5 stjerner 

“en uafrystelig film om krigsramte syrere, der graver børn og voksne ud af ruiner. Sådan er det at bo i en belejret by!”

6. The Greatest Movie Ever Sold 

Med udgangspunkt i denne film fra 2011, som kun er finansieret via reklame og produktplacering, analyseres reklamebranchens brug af produktplacering i filmmediet.

Pressen skrev:

Berlingske: 4 stjerner

"...giver et underholdende og til tider skræmmende indblik i en verden, hvor manuskriptændringer, så replikkerne passer til produkterne, kun er toppen af isbjerget."

5. The salt of the earth

Fotografen Sebastião Salgado (f. 1944) er overalt på Jorden, hvor den brænder: Hungersnød i Etiopien, folkedrab i Rwanda, borgerkrig i Jugoslavien. Sønnen Juliano og filminstruktøren Wim Wenders følger den nu aldrende fotograf, som viser talrige eksempler på sin fotokunst. De sidste 40 år har Salgado rejst i fodsporene på en menneskehed i konstant forandring. Han har været vidne til de store begivenheder i vores nyere historie, internationale konflikter og masseflugt. Fotografen er nu i gang med opdagelsen af uberørte områder. Et kæmpe fotografisk projekt, som er en hyldest til planetens skønhed fra isbjørnenes hjem på Nordpolen til de frodige, sydafrikanske jungler. Dokumentarfilmen er fra 2014.

Pressen skrev:

Berlingske; 6 stjerner

"...et nærmest åndeløst smukt portræt af en mand, der ikke bare foreviger men indfanger verden med sit kamera. Der er ånd og sjæl i hver en milimeter af Sebastiao Salgados billeder - fra så fjerne steder som Mali og Peru."

4. The Monastery

The Monastery fra 2006 er historien om den 82-årige ungkarl Vig, der aldrig har kendt til kærlighed, og Søster Amvrosija, en russisk nonne, der ved et tilfælde - eller skæbnen - bliver en del af hans liv. For 50 år siden købte Jørgen Laursen Vig Hesbjerg Slot på Fyn. Han ville lave et kloster. Nu, mange år senere, står han foran at kunne realisere planen. En gruppe russisk ortodokse nonner er på vej, og med dem er Vigs livsdrøm på vej til at gå i opfyldelse. Men nonnerne har planer og viljer, og vejen til drømmen viser sig at være meget anderledes, end Vig havde forestillet sig.

Pressen skrev:

Jyllands-Posten: 5 stjerner

"Det er meget fornem portrætkunst af et på alle måder enestående menneske og på samme tid en stemningsfuld og ufordømmende beskrivelse af et kultursammenstøds dynamik."

3. The Act of Killing

I 1965 væltede militæret den indonesiske regering, og over en million mennesker - kommunister, etniske kinesere og intellektuelle - blev udryddet. I filmen fra 2012, der foregår i byen Medan på øen Sumatra, udfordrer filmskaberne dødspatruljeledere til at dramatisere deres rolle i folkemordet. Resultatet er en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om dem selv og deres ofre. Samtidig giver filmen et indblik i et skræmmende og ekstremt korrupt regime, der ikke blot har ladet morderne slippe for straf, men stadig fejrer dem som helte.

Pressen skrev:

Jyllands-Posten: 6 stjerner

"Det er en sjældent grusom og vild film. Man tror, at det er løgn, og det er det på sin vis, når det udspilles i musicaltableauer og gangsterfilmscener, men det er så det alligevel ikke. Og det er ikke til at bære. Filmen SKAL ses."

2. Perlemorsknappen

En fortælling om vand, kosmos og mennesker. Guzman undersøger via havet Chiles blodige historie af folkemord og politisk undertrykkelse. Det hele starter med opdagelsen af to mystiske knapper på bunden af Stillehavet ud for Chiles kyst. Dokumentarfilmen er fra 2015.

Pressen skrev:

Politiken: 5 stjerner

"..med knapperne som symbol, med sin egen stemme og med billeder af naturen før og nu skaber Guzmán en uforglemmelig smuk og sørgelig historie.".

1. The Look of Silence

Gerningsmændene bag det indonesiske folkedrab går stadig frit omkring. I filmen fra 2014 identificerer optikeren Adi den mand, som har dræbt hans storebror. Adi, som i embeds medfør kigger folk i øjnene, konfronterer broderens banemænd med deres gerninger, men kæmper samtidig med sig selv: Kan han finde tilgivelsen frem i sit eget hjerte? Opfølgeren til The Act of Killing vender blikket fra bødlen til ofret, så fokus flyttes fra den overordnede politiske arena til det intimt familiære.

Pressen skrev:

Berlingske: 6 stjerner

"Det er enkel, men modig og uhyre effektiv fortællekunst, der går så tæt på, at det næsten ville være ubærligt, hvis det ikke var, fordi Joshua Oppenheimer samtidig fortæller med en gennemtrængende kærlighed til de familier, der har mistet, og en nysgerrighed over for de bødler og deres familier, der i lige så høj grad som det omgivende samfund har forskanset sig bag 50 års larmende tavshed."

Oprindeligt skrevet af Gentofte Bibliotekerne, Gentofte Bibliotekerne.

Tags