Baseret på en sand historie

26.09.21
Autofiktionens mange ansigter

Autofiktion, selvbiografisk roman eller biografi? Litteratur, der tager udgangspunkt i et levet liv, kan stå mange forskellige steder på bibliotekets hylder. Her er en stribe forslag til romaner og biografier om det svære familieliv og den vilde ungdom i den selvbiografiske litteratur. 

Kæmperne - genrens store stjerner 

“Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp”, som Tove Ditlevsen så rammende skriver i sit selvbiografiske værk Barndom. Her finder du bibliotekets udgaver af Det tidlige forår: barndom og ungdom af Tove Ditlevsen

Der er ingen over Tove Ditlevsen når det kommer til hudløs ærlig, selvudleverende og brutal autofiktion. Hun er genrens  dronning, som vi heldigvis igen hylder for den skarpe pen og den spidende poetiske sarkasme. Gift er den dirrende dobbelttydige titel på selvbiografien om hendes fire ægteskaber. 
Her finder du bibliotekets udgaver af Gift af Tove Ditlevsen

To andre kæmper indenfor genren er amerikanske Joan Didion og norske Karl Ove Knausgård.

Joan Didion skriver i sin stærke selvbiografi 'Et år med magisk tænkning' om sorg og selvreflektion. Her fortæller hun om ægteskabet med forfatteren John Gregory Dunne og om at leve med sorgen over hans pludselige død samtidig med datterens livstruende sygdom.
Her finder du Et år med magisk tænkning af Joan Didion 

Karl Ove Knausgårds selvbiografisk roman 'Min kamp' i seks bind er et mammutværk om den moderne mand. Det er en nærgående beskrivelse af at vokse op og finde sig selv i en sammensat verden. Første bind tager udgangspunkt i faderens død og hovedpersonens lange vej hen imod at blive forfatter.
Se bibliotekets udvalg af Min kamp af Karl Ove Knausgård

Mor er den værste i verden  

Der er ingen kære mor i litteraturens verden, hvis man ser på strømmen af stærke portrætter, der fylder hylderne med biografier. Peter Øvig Knudsen, Delphine de Vigan og Leonora Christina Skov er tre stærke stemmer, der tør råbe højt om det der gør mest ondt.

Min mor var besat : da jeg mødte depressionens dæmon af Peter Øvig Knudsen
Forfatteren fortæller om at være barn af en psykisk syg mor og vokse op i et miljø, hvor de borgerlige normer er vigtigere end børnenes trivsel, samt om at skifte syn på psykisk sygdom og psykiatri, på sin mor og sig selv 
 
Alt må vige for natten af Delphine de Vigan  
Efter morens død fortæller forfatteren medrivende om sin families dramatiske historie om selvmord og tab, mens hun undervejs afdækker og bearbejder sine egne motiver til at fortælle historien 
 
Den, der lever stille af Leonora Christina Skov 
Forfatteren Leonora skriver efter sin mors død historien om sit liv med moderen og uden moderen. Moderen som aldrig ville acceptere at hendes datter er lesbisk 

Den vilde vigtige ungdom 

Oplevelser og livsvalg i ungdommen er også godt biografistof. Ungdommen er fuld af vigtige livvalg og dyrekøbte erfaringer.  Det er tiden hvor vejen til fremtiden planlægges men ikke altid følges. Annie Ernaux, Patti Smith og Peder Frederik Jensen har tre meget forskellige tilgange til deres selvbiografiske materiale men fælles er drømmen om fremtiden og det bratte møde med virkeligheden.

Pigen fra '58  af Annie Ernaux 
I 1958 rejser den 18-årige Annie til feriekolonien S i Normandiet. Her møder hun H, der ligesom hun selv er ansat som pædagog sommeren over. H er den første mand, hun er sammen med og oplevelsen udløser en bølge af ulykkelig forelskelse og skam  

Just kids af Patti Smith 
Biografi. Om ungdommens venskaber og om at opfinde sig selv som kunstner. Om forholdet mellem poeten og rockmusikeren Patti Smith (f. 1946) og fotografen Robert Mapplethorpe (1946-1989) i årene før deres berømmelse, hvor de lever som bohemer på det sagnomspundne Chelsea Hotel og i kredsen omkring Andy Warhol i New York City. 

Læretid af Peder Frederik Jensen  
Roman om en ung mand der kommer i skibsbyggerlære i Vestsjælland og udvikler sig til en ferm håndværker 

Tags
Materialer