Podcasts om livets skævhed

25.02.19
Som opvarmning til BogBaren den 1. marts får du her tips til tre podcast fra bibliotekets digitale formidler. Alle tre er på engelsk.

There is no such thing as a fish
Videnskaben er fuld af mærkelige fakta.Det har det engelske quizprogram QI lært dets seere i mange år. Nu får de såkaldte 'QI elves' - researchholdet bag programmet, endelig deres egen platform, hvor de snakker om alle de mærkelige fakta de har gravet frem. Vidste du eksempelvis, at laksen er tættere beslægtet med en kamel end en slimål? Hvert afsnit tager sit udgangspunkt i et enkelt fakta, som de har gravet frem fra de mest besynderlige steder i videnskabsarkivernes dybe mørke.

Mine personlige favoritafsnit er Episode 62: No Such Thing As the Ugly Panda og Episode 184 - No Such Thing As Dinosaur Diaries.

https://www.nosuchthingasafish.com/


The infinite monkey cage
Du kender måske den engelske fysiker Brian Cox fra forskellige BBC-dokumentarer. I The infinite monkey cage teamer han op med den engelske komiker Robin Ince, og igennem 18 sæsoner har de kigget på verden igennem skæve, videnskabelige briller. Hver uge bliver et nyt emne taget op til kærlig behandling. Det er en unik blanding af hårde fakta, sketches og (videnskabelig) standup.

Et par eksempler på hvor bredt de to herrer kommer rundt: sæson 14, episode 2 - The Recipe to Build a Universe og sæson 5 episode 6 - The Science of Christmas.

https://www.bbc.co.uk/programmes/b00snr0w/episodes/downloads


Everything is alive
Hvornår har du sidst spurgt din coladåse, hvordan den har det, eller tænkt over hvordan livet som lygtepæl er? Ian Chillag stiller de spørgsmål, som vi andre ikke har tænkt endnu, og interviewer en ny ting i hvert afsnit. For er det i virkeligheden lygtepælen, der spiller hovedrollen i den ikoniske scene i Singing in the Rain og ikke Gene Kelly? og hvorfor er coladåsen glad for ikke at være en dåse med minestronesuppe?

Det er filosofi og komik blandet sammen og taget til helt nye højder, podcasten er gennemført og gennemtænkt, og man sidder tilbage med en følelse af, at der er en verden, som man måske ikke helt tænker over.
Podcasten er forholdsvis ny, så du kan nå at hoppe på vognen fra starten og få svar på de spørgsmål, du ikke vidste, du havde.

https://www.everythingisalive.com/

God fornøjelse!

Asbjørn
Digital formidler

Tags