Skrivemaskinen fra Stephen King til Tove Ditlevsen

Skrivemaskinen er et stærkt symbol. Billedet af forfatteren eller journalisten eller for den sags skyld den hårdkogte privatdetektiv bøjet over hakkebrættet har lagret sig dybt i vores bevidsthed. Den har sin egen rytme på en helt anden måde end computeren - bogstaverne bliver trommet ud af den i fingertakt i stedet for blot at flimre på en skærm. I årtier var det skrivemaskinen, der bragte historierne ud af fortællernes sind og frem til læsernes øjne - ja, for nogle forfattere er det stadigvæk den foretrukne måde at skrive på.

Det kom derfor som lidt af en overraskelse for mig, at skrivemaskinen ikke spiller en større rolle i litteraturen. Man skulle tro, at en så nær ven og samarbejdspartner ville få lov at få sit anstrøg med udødeligheden lidt oftere, men det er forbløffende sjældent, at de spiller andet end en lille birolle. Hvor er de ensomme helte, der drager ud for at forandre verden med en rejseskrivemaskine? Hvor er kærlighedsromanerne med underlægningsmusik af tasternes dak-dak-dakdak? Hvor er slægtsromanen fortalt af den trofaste Olivetti?

Men med hjælp fra kolleger og ægtefæller er det dog lykkedes at finde fem steder i litteraturen, hvor skrivemaskinen er en vigtig medspiller. Dem og deres ejere præsenterer jeg her til inspiration.

PAUL SHELDON

I praksis tilhører skrivemaskinen Annie Wilkes, men Paul Sheldon er forfatteren, der må skrive på den. Da han kører galt i en snestorm, redder Annie ham, og det viser sig, at hun er hans allerstørste fan - især af hans hovedperson Misery, hvilket ikke er så godt, for hende har Paul slået ihjel i sit seneste manuskript.

I den afsidesliggende hytte udvikler der sig et spil mellem de to. Paul kan ikke komme omkring, og Annie tvinger ham til at genoplive Misery på den skrivemaskine, hun køber - altimens begrebet "største fan" bliver mere og mere faretruende, som hendes psykiske problemer skinner igennem. Paul må redde sig selv, altimens han genopliver Misery på en gammel maskine, der begynder at miste bogstaverne; alt er i opløsning omkring ham.

Stephen Kings "Misery" er en iskold thriller, der trækker på forfatterens egen frygt og bringer læseren ind i den.

WILLIAM LEE

William Lee er hovedpersonen (og stand-in for forfatteren) i William S. Burroughs' "Nøgen frokost". Han kan være svær at følge, for modsat skrivemaskinen starter han ikke i det ene hjørne og arbejder sig metodisk mod det andet - romanen er en ikke-lineær fortælling, hvor de enkelte dele ifølge Burroughs kan omflyttes, som man ønsker.

Jeg har, for at være ærlig, aldrig læst romanen, men kun set David Lynchs vidunderligt surrealistisk filmatisering (som også inddrager andre af Burroughs' tekster), så jeg tør ikke sige, hvilken rolle skrivemaskinen spiller i teksten - men i filmen er den ganske aktiv. Som i: skrivemaskinen har sine egne replikker. Den er nok den mest mindeværdige skrivemaskine, jeg kan komme i tanke om.

"Nøgen frokost" er en surrealistisk beskrivelse af stofmisbrug og paranoia i et troldspejl af vores verden.

ELLA

Ella er 12 år gammel og flytter ind i et antikvariat sammen med sin mor. Der finder hun en skrivemaskine, og det er med den, at hun skaber "Ella er mit navn vil du købe det?". I praksis er det Mette Hegnhøjs navn, der står på titelbladet, men det er Ella, der slår i tasterne og fortæller historien.

Men skrivemaskinen er ikke det eneste, hun finder - en kat dukker også op af en kasse, og det får konsekvenser. Blandt andet til den poet-sne, der fulgte med første udgave af bogen - den blev udgivet som løsblade i en æske drysset med sneen, som du selv må læse om. Biblioteksudgaven er dog mere normalt indbundet som en bog.

"Ella er mit navn vil du købe det?" af Mette Hegnhøj står på børnebiblioteket, men det er kun, fordi den kan læses fra cirka 12 år og op. Med fin, følsom og poetisk brug af skrivemaskinen vil den også tiltale de voksne læsere.

NUSER

En tegneserie må der også være plads til, for billedet af forfatteren, der arbejder hårdt ved skrivemaskinen, lever videre i form at hunden Nuser, der sidder på toppen af sit hundehus og forfatter sine historier. "Det var en mørk og stormfuld aften," starter de gerne - hvilket er en sætning med en forhistorie.

Det var nemlig ikke Nuser, der fandt på den - Charles Schultz brugte den, fordi den allerede i 50'erne var en kliche. Sætningen er den allerførste i Edward Bulwer-Lyttons roman "Paul Clifford" fra 1830 og er siden blevet ærkeeksemplet på overgjort, melodramatisk prosa - men optrådte samtidig på American Book Reviews liste over de 100 bedste første linjer i romaner fra 2013. Hvorom alting er, er det en sætning, der blev født før skrivemaskinen, blev tastet et utal af gange og nu stadig bliver det på computere og smartphones.

Cobolt har udgivet en fin samling med et udvalg af de klassiske "Radiserne"-striber.

TOVE DITLEVSEN

Vores helt egen Tove Ditlevsen var også glad for sin skrivemaskine. Jeg har ikke læst nok af hendes bøger til at sige, om den optræder i større stil i nogle af hendes romaner, men hun har dedikeret et kort og vidunderligt underholdende essay til den i "En sibylles bekendelser". Det er en beskrivelse af hendes lange forhold til sin mekaniske samarbejdspartner, som ærligt talt får en til at tænke, den er i familie med en kat: genstridig, helt sin egen og nogle gange villig til at arbejde sammen.

Sidst i essayet udtrykker hun ønske om, at den måske en dag kunne nyde sit otium på Nationalmuseet - det er endnu ikke sket, men for få år siden blev den overdraget til Gyldendal (klik her for at deres opslag på Facebook). Det er nok så tæt på en lykkelig slutning, som en skrivemaskine kan komme, når den ikke selv kan skrive den.