Sommerhuse ved vestkysten dækket af sne

Ta' med i sommerhus - hvis du tør ...

05.02.24
Der findes sommerhusromaner, som helt sikkert er gode at pakke i tasken til vinterferien, mens der er andre, du måske bør lade blive hjemme.

Amalie Laulund Trudsøs roman Sommerhus er en af førstnævnte. Hvis du ikke er én af de heldige, der har sikret dig et sommerhus i vinterferien, kan du vælge at læse én af de andre romaner (med slet skjult misundelse), mens du minder dig selv om, at sommerhuse ikke altid er så idylliske, som de ser ud til.

Amalie Laulund Trudsø: Sommerhus

I Sommerhus møder vi en pige, der hvert år besøger samme sommerhus med sin familie. Der opstår et magisk ferieland med årelange venskaber. Den slags venskaber, som kun hører ferierne til, er skrøbelige, og selv små konflikter kan blive store i barnets øjne. Der er i romanen indskrevet stor kærlighed til sommerhuset som feriested, til landskabet omkring Sejrøbugten og ikke mindst til barndommen, der er skildret utroligt fint og detaljemættet.

Katrine Grünfeld: Stormskader

Et skræmmende portræt af en kvinde - og mor - i opløsning. Stormskader handler om en moderne kvinde, der er blevet overmandet af sin egen utilstrækkelighed og i forsøget på at være perfekt langsomt har mistet sig selv. Romanen veksler mellem fortid og nutid, mens vi følger kvinden, som tager til familiens sommerhus for at være alene under sit sammenbrud. Hun drikker rødvin, kæderyger og klipper håret af, mens forbudte følelser trænger sig på.

Kamilla Hega Holst: Rud

Rud foregår i et sommerhusområde ved Asserbo Plantage i Nordsjælland, hvor den omgivne natur kommer til at spille en væsentlig rolle. Her møder vi Kaisa, der er fraskilt og mor til to og drikker lidt for meget. Hun har ikke set sine børn i lang tid, og nu skal de hygge sig og finde hinanden igen. Men på vej hjem fra stranden kører den 14-årige søn en anden vej hjem gennem plantagen. Tiden går, og sønnen dukker ikke op igen. Er der sket ham noget? Rud overrasker til sidste side – læs den, hvis du tør, men jeg ville nok ikke turde tage den med i sommerhuset.

Herman Koch: Sommerhus med swimmingpool

Ligesom Herman Kochs roman Middagen handler Sommerhus med swimmingpool også om, hvor langt man vil gå for sine børn. Den begynder som en småborgerlig spændingsroman, men udvikler sig til et intenst psykologisk drama med etiske dilemmaer. Ved historiens begyndelse får vi at vide, at romanens hovedsperson, familiefar og læge Marc Schlosser, er beskyldt for at have forårsaget den berømte skuespiller Ralph Meiers død. Herefter springer handlingen halvandet år tilbage i tiden til ferien i sommerhuset, hvor dagene går med overdådige middage og afslapning ved swimmingpoolen med familiens venner. Under en festlig aften på stranden sker en tragedie, som forandrer familien for altid. Efter tragedien går der detektivroman i handlingen, som er en medrivende læseoplevelse fuld af spænding.

Ane Riel: Slagteren i Liseleje

Den aldrende Judith inviterer de lokale alkoholikere fra Liseleje hjem til middag. Uvidende om hendes skumle og uhyggelige plan med dem, accepterer de middagsinvitationen.
Slagteren i Liseleje er både grusom, forfærdelig, morsom og spækket med fantasifulde indspark: en veloplagt og frygtelig grum fortælling fuld af overraskelser, tilsat lige dele suspense og sort humor.

Oprindeligt skrevet af Maria Louise, eReolen.

Tags
Materialer