Billede af en person der sidder på en perron og lytter til sin telefon.

Tag en klassiker med på pendlerturen

24.10.19
Jeg læser rigtig mange bøger, og det har jeg efterhånden gjort i mange år. Alligevel sidder jeg (som så mange andre) med følelsen af, at jeg aldrig når at læse alle de fantastiske bøger, der findes derude.

Og hvis jeg først begynder at sammenholde listen med bøger, jeg gerne VIL læse, med den lange liste af bøger, man BØR læse, ja så bliver det først kritisk.

Faste vaner
”Problemet” er, at med en bred smag i litteratur og en tilbøjelighed til at genlæse de bøger, jeg elsker allermest, så støder jeg altid ind i problemer, når jeg har læst en bog færdig og skal i gang med en ny.

Jeg ender altid med at vælge en ny fantasyroman, en science fiction-roman fra 80’erne, en lang krimiserie eller en af de (ofte lettere) historiske kærlighedsromaner med store armbevægelser og et farverigt persongalleri.

Forsømte klassikere
På den måde er de rigtig store klassikere blevet forsømt i mange år, og jeg var efterhånden ved at være lidt træt af, at jeg var bibliotekaren, der aldrig havde fået læst Stormfulde Højder, Moby Dick eller Idioten. Derfor satte jeg mig for et par år siden for, at enhver transporttid foregik med en klassiker i ørerne i form af en lydbog. eReolen har et stort udvalg, og jeg har virkelig nydt at vælge mellem de mange muligheder.

Tag en klassiker med på farten
Hvis du har det som jeg, så prøv at tage en klassiker med på farten. Jeg lover dig fantastiske læseoplevelser forude – klassikerne er (for det meste) blevet klassikere af en årsag! Og som bonus er tempoet ofte langsomt i de ældre bøger, der dvæles ved sproget og detaljerne på en behagelig måde, og det er rigtig effektivt at falde til ro på efter en travl arbejdsdag.

 

 

Rigtig god lyttelyst!

/Mie, Viborg Bibliotekerne

Oprindeligt skrevet af eReolen.

Materialer