Bliv klogere på din krop

23.02.18
Foråret står i videnskabens og kroppens tegn på Danmarks Radio, og Varde Bibliotek lægger krop til.

”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” lyder titlen på Bjørn Rasmussens roman fra 2011, som er en af de mange bøger om kroppen, du finder på biblioteket. Landet over er biblioteker hoppet med på Danmarks Radios store kropstema: Viden skaber os – kroppen.

Rekordforsøg
Tirsdag den 27. februar kan du opleve børnehavebørn synge sig til en plads i ”Børnenes rekordbog”, når vi i Varde og resten af kongeriget synger ”Hoved, skulder, knæ og tå”. Det sker i Salonen på Varde Bibliotek kl. 10.

Lysbord
Vi tænder for lysbordet i Børnebiblioteket og giver dig mulighed for at kigge nærmere på røntgenbilleder, ligesom på sygehuset. Du finder også udstillinger og viden om kroppen på hele biblioteket. Hent en inspirerende folder og bogmærker på biblioteket.

Den digitale krop
Også på nettet er kroppen i fokus. Både forfatterweb og eReolen hylder vores forunderlige legeme i en litterær kontekst og fremhæver kroppen i litteraturen.