Biblioteksleder

Charlotte er ny leder af Varde Bibliotek

18.05.17
Charlotte Stoltenberg er fra 1. maj ny biblioteksleder i Varde Kommune. Hun kommer fra en stilling som leder af Biblioteksservice på det århusianske superbibliotek Dokk1.

Rutine og nytænkning
Det er rutinerede kræfter, Charlotte tager med sig til Varde, men også masser af nytænkning og stor kærlighed til biblioteket som kultur- og læringsinstitution.

”For mig er biblioteket det fælles sted, hvor vi som borgere kan komme og blive beriget - af hinanden, en samtale, et foredrag, en avis. Og hvor vi derfor går ud af døren igen en lille smule forandret i forhold til, da vi gik ind”, siger Charlotte.

Fokus på aktiviteter, uddannelse og fællesskaber
Charlotte ønsker at bygge videre på de mange udviklingsprocesser, der er igangsat i forbindelse med implementeringen af strategien for Varde Bibliotek 2016 – 2020, en udviklingsproces, hvor biblioteksbegrebet udvides fra det klassiske bibliotek med fokus på bogudlån til et bibliotek med fokus på aktiviteter, uddannelse og facilitering af lokale fællesskaber.
Hun er optaget af, hvordan man skaber gode læreprocesser, og hvordan teknologien påvirker vores liv og dagligdag.

Fakta
Charlotte er uddannet bibliotekar DB og har taget en Master i informationsteknologi og læring. Ud over de 14 år i Aarhus har Charlotte desuden tidligere været biblioteksleder i Trundholm Kommune og projektleder på et Kulturfondsprojekt med museer, arkiver og landboforeninger i Odsherred i Vestsjælland.