Ida Jessen, Dr Romanprisen

DR Romanprisen 2016 gik til Ida Jessens "En ny tid"

06.06.16
Det måtte jo ske før eller siden! Det var således fjerde gang, altid velskrivende Ida Jessen var nomineret til DR Romanprisen, men Ane Riel gav hende kamp til stregen.

Nøje udvalgt
Prisen er blevet uddelt siden 2000, og som sædvanligt har DR Romanklubber på biblioteker landet over læst og debatteret 6 nøje udvalgte danske romaner. Også her på Varde Bibliotek er romanerne blevet debatteret livligt, og der var stor enighed om at sende Carsten Jensens "Den første sten", Ane Riels "Harpiks" og Ida Jessens fine roman videre til finalen.

Vardenser med i juryen
For første gang havde vi et DR Romanklub medlem fra Varde med i den landsdækkende 5 mands jury, nemlig Birgit Schjællerup, hvilket gjorde afgørelsen endnu mere spændende.  

Livsbekræftende glæde
Prisen blev overrakt i live programmet P1s Litteraturfestival fra DOKK1 i Aarhus. Det var livsbekræftende at høre Ida Jessens store glæde over at modtage prisen. Hun blev simpelthen nødt til at dele sin glæde med sin mand, selv om det egentlig var tophemmeligt, og hun i øvrigt ikke måtte forstyrre ham, mens han skrev prædiken.

Ekstra ærefuldt
Hun gav udtryk for, at det er meget værdifuldt at blive nomineret. ”Det er en bogs ønskesituation at blive læst og diskuteret.” Det er derfor ekstra ærefuldt at modtage DR Romanprisen. Afstemningen bliver også ekstra kvalitativ, fordi det er en forudsætning at have læst alle 6 romaner for at deltage i afstemningen.

Underliggende desperation
I "En ny tid" ankommer frøken Høy fyldt af energi og virkelyst til den lille, men driftige hedelandsby Thyregod for at blive friskolelærerinde. Hun får lige begyndt på sin dagbog, inden hun får for travlt, og genoptager den først 20 år senere, hvor hun netop er blevet enke. Hun har været gift med den tilknappede og dominerende noget ældre distriktslæge, og i tomrummet efter ham ser hun tilbage på sit liv som hensygnende lægefrue. Desperationen over manglende eller forkerte valg ligger hele tiden lige under overfladen, men heldigvis er det aldrig for sent.

En af de allerstørste
Det er altid en sand nydelse at forsvinde ind i Ida Jessens romanunivers, og hun betragtes velfortjent som en af Danmarks allerstørste forfattere. Jurymedlemmerne var enige om at rose hendes smukke sprog og fornemme indlevelse.

- "Det er ligesom, man er der selv. Hos Ida Jessen går man ved siden af Fru Bagge. Man er med," fortæller jurymedlem Bjarne Nybo Jensen.

- "Det er et  tidsbillede, den foregår for 100 år siden. Men i al sin stilhed er den tidløs," siger jurymedlem Birgit Schjællerup fra Varde.

Tæt afgørelse
2 af 5 jurymedlemmer havde dog Ane Riels tankevækkende og dybt urovækkende groteske roman "Harpiks" som deres favorit, så det blev en meget tæt afgørelse. Meget betegnende fordelte favoritterne sig ligeligt på alle 3 bøger i DR Romanklubben på Varde Bibliotek. Alle 3 finalebøger er simpelthen suveræne romaner.

Læs mere om prisoverrækkelsen

Hør uddrag af juryens spændende diskussion

Læs om Birgit Schjællerups deltagelse i juryen

Materialer
Reservér
  • Bog

Den første sten : roman

Af Carsten Jensen (f. 1952) (2015)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Harpiks : roman

Af Ane Riel (2015)
Læs mere
Reservér
  • Bog

En ny tid : roman

Af Ida Jessen (f. 1964) (2015)
Læs mere