DR Romanprisen 2019 gik til Morten Pape

19.06.19
DR Romanprisen 2019 gik til Morten Pape for hans stærke roman ”Guds bedste børn”, der handler om 3 unge helt ude på samfundets alleryderste kant.

Nøje udvalgt

Prisen er blevet uddelt siden 1999, og som sædvanligt har DR Romanklubber på biblioteker landet over læst og debatteret 6 nøje udvalgte danske romaner. Også her på Varde Bibliotek er romanerne blevet debatteret livligt i hele 2 klubber, og ”Guds bedste børn” blev også her valgt som den bedste blandt vores 3 forslag til finalister i begge klubber.

Del af litteraturfestival
Prisen blev overrakt på DOKK1 som en del af Aarhus litteraturfestival LiteratureXchange og prisoverrækkelsen blev sendt direkte i radioen på P1.

Modbydeligt drab
Romanen er den 32 årige forfatters anden roman, og det er ligesom hans første roman ”Planen” stærke sager, hvor han effektivt pirker til samfundets dårlige samvittighed overfor drab, vold, omsorgssvigt og racisme.  Historien er inspireret af et virkeligt modbydeligt drab på et 16 årigt avisbud med indvandrerbaggrund på Amager, begået af en 15-årig etnisk dreng. I medierne blev det tilsyneladende umotiverede overfald kaldt fuldstændig meningsløst.

Ofre og gerningsmænd
Men Morten Pape har alligevel sat sig for at undersøge, hvad der lå bag overfaldet – og konsekvenserne af det – og han lader både ofre og overfaldsmænd komme til orde.

Helstøbt og unik
Den landsdækkende jury kalder ”Guds bedste børn” for en helstøbt samtidsroman, som handler om mennesker af kød og blod og om deres miljø og kultur. Den er helt unik. Derudover sætter juryen også tillægsord som ”meget stærk” og ”troværdig” på romanen – en roman der ”brænder sig fast i huden og sjælen” og ikke mindst ”giver en masse at snakke om.”

Wakeupcall
Jurymedlem Mary-Ann Haubirk sagde i sin tale, at romanen giver os et ”wakeupcall.” Men trods tunge temaer, vrede og udpenslet vold, der gør læsepauser nødvendige, gør sproget, at læseren uvægerligt fortsætter.

Stærkt finalefelt
Det var et stærkt finalefelt, Morten Pape var oppe imod. Karen Fastrup med Hungerhjerte og Kim Fupz Aakessons Bådens navn.

De 3, der ikke nåede finalen er Helle Helles ”de”, Hanne Richardt Becks ”For enden af perronen” og ”Lone star” af Mathilde Walter Clark. Alle 6 er fremragende romaner.

Læs mere om DR Romanprisen og prisoverrækkelsen her

Tags
Materialer