Filmstriben logo med billeder fra filmene Amy, Carol og Min lille søster

Ny model for lån på Filmstriben

31.05.21
Fra 1. juni bliver der indført en ny model for lån af film hjemmefra på Filmstriben. Modellen skal give en større fleksibilitet for dig som bruger.

I den nye model stiller bibliotekerne et antal point til rådighed for brugerne, i stedet for som i dag et antal lån. Hver film tildeles en værdi mellem 1 og 4 point, og du kan så selv vælge, hvordan du ønsker at bruge dine point.

Modellen imødekommer et ønske om en mere fleksibel tilgang til lån af små animationsfilm og andre korte film uden at skulle bruge et helt lån.

Filmene bliver som udgangspunkt inddelt i 4 pointkategorier:

  • Spillefilm og udvalgte dokumentarfilm med almindelig spillefilmslængde: 4 point
  • Dokumentarfilm over 30 minutter: 3 point
  • Kort-, dokumentar- og animationsfilm op til 30 minutter: 2 point
  • Kort-, dokumentar- og animationsfilm op til 15 minutter: 1 point

I dag er dine lån pr. måned sat til 16. Det betyder, at du fra 1. juni har 64 point at se film for.

Du kan ikke overføre ubrugte point fra en måned til den næste, ligesom du heller ikke kan overføre lån i dag.

Vi håber, du får endnu mere glæde af Filmstriben med det nye system.

 

Tags