Billede af forfatteren Sara Blædel.

Sara Blædel januar litteraturquiz

03.01.19
I januar måned kan du deltage i bibliotekets litteraturquiz og vinde Den tredje Søster, 3. del i Sara Blædels populære og spændende serie om Ilka eller en gratis billet til arrangement med forfatteren på Nørre Nebel Bibliotek den 29. januar kl. 19 eller I Helle Hallen 30. januar kl. 11.

Danmarks krimidronning
Sara Blædel har i adskillige år været en af Danmarks mest populære krimiforfattere og anses ikke uden grund af mange som ”Danmarks krimidronning.” Hun arbejdede dog først som tjener, reproskopist og grafisk koordinator, og nærmede sig kun langsomt forfatterdrømmen. Som ordblind lå det mange hurdler på vejen, men med indædt viljestyrke er hun blevet et rigtig godt forbillede for alle ordblinde.

Spændende plots
Hendes evne til at skabe spændende plots fejler nemlig ikke noget. De forbrydelser, hendes bøger handler om, er realistiske og aktuelle, og der ligger altid grundig research bag. Hendes serie om kriminalassistent Louise Rick og hendes veninde journalist Camilla Lind er da også for længst blevet bestsellere – ikke mindst blandt kvinder, for læseren får samtidig et indlevet indblik i Louises og Camillas privatliv.

Ilka trilogi
Også hendes trilogi om Ilka Nichols Jensen – Bedemandens datter, Ilkas arv og Den tredje søster -  har appelleret til mange. Det er egentlig ikke krimier i gængs forstand men mere en spændende familiehistorie, hvor adskillige skeletter efterhånden vælter ud af alle skabe.  

Dystre hemmeligheder
Ilkas far forlod Danmark og Ilka, da hun var lille, og hun har hverken set eller hørt fra ham siden. Nu viser det sig, at hun er arving til et bedemandsfirma i Racine i Wisconsin. Da hun rejser derover, viser det sig også, at hun hæfter for en stor gæld, men ingen vil rigtig sætte hende ind i, hvordan tingene hænger sammen. Racine er i det hele taget en by med mange dystre hemmeligheder.  Og er hendes far nu også død? 

Narkosmugling og drab
Hun er superaktuel med 3. del i serien Den tredje søster. Det er den mest krimiagtige af bøgerne. Under alle omstændigheder eksploderer alt, da Ilka og hendes familie involveres i en gammel sag om narkosmugling og drab på spædbørn.

Biblioteket udlodder i alt 2 eksemplarer af ”Den tredje søster” og 1 billet til forfatterarrangement på henholdsvis Nørre Nebel Bibliotek eller i Helle Hallen.

Foto af Les Kaner.

Find quizzen her

Tags
Materialer