Solsikkesnore

Vi styrker tilgængeligheden med Solsikker

23.08.22
For at sikre tilgængelighed og inklusion for brugere med usynlige handicap eller skjulte diagnoser, træder Varde Bibliotek nu ind i Solsikkeprogrammet.

Fra tirsdag d. 23. august kan brugere med usynlige handicap eller skjulte diagnoser få udleveret en solsikkesnor på Varde Bibliotek, i vores filialer og i Biblioteksbussen. Solsikkesnoren, som er en grøn nøglesnor med solsikker på, udleveres gratis og uden spørgsmål så længe lager haves.

Gør det usynlige synligt

Et usynligt handicap kan være mange ting, men fælles er, at de ikke umiddelbart er til at se for omverdenen og at de kan betyde, at personen med det skjulte handicap kan have behov for hjælp. Der kan for eksempel være tale om autisme, ADHD, angst, alzheimers, synsnedsættelse, nedsat hørelse, hjerneskader, kroniske smerter, demenssygdomme mv.

Et usynligt handicap kan gøre hverdagen mere krævende, men det kan være svært at bede om hjælp eller forklare sig, hvis der pludselig bliver brug for det. For andre mennesker kan det samtidig være svært at forstå eller tage højde for udfordringerne, simpelthen fordi de ikke kan ses.

Formålet med solsikkesnoren er, at man kan vælge at gøre sit handicap synligt i situationer, hvor der kan være brug for det. Med solsikkesnoren om halsen, kan personer med usynlige handicap signalere til bibliotekets medarbejdere og andre, at der kan være behov for ekstra tid, forståelse, tålmodighed eller hjælp under besøget.

Biblioteket er for alle

Vi arbejder løbende med at sikre, at Varde Bibliotek er tilgængeligt og trygt for alle. Gennem Solsikkeprogrammet bliver vores medarbejdere trænet, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder, og hvordan de bedst møder en person, der har valgt at gøre sit usynlige handicap synligt ved at bære Solsikken.

Det er frivilligt, om man vil bære snoren og den giver ingen særlige fordele, men er et signal om, at her er en person, der kan have brug for ekstra hensyn.

Læs mere om solsikkesnoren her: solsikkeprogrammet.dk

Mand med solsikkesnor omkring halsen