Efter gennembruddet med Radiator er opfølgeren ventet med spænding. Og Sonnergaard fortsætter ad samme spor. Symptomatisk for de nye noveller er "Gilleleje" med dynamisk "verfremdungseffekt". En i øvrigt banal hverdagshistorie om en stille eksistens af en kvinde, hvis drømme - at møde en smuk kæreste og ditto venner om sommeren i Gilleleje - er lige så banale som hendes hverdagsliv. Men forfatteren kan ikke holde det ud! Han bryder ind i historiens slutning - sætter sig selv i centrum og hævner på sin hovedpersons vegne, og giver både kvindens historie og selve novellen den sorte slutning, som gør den interessant. I andre noveller blotlægges de umulige relationer mellem personerne, fordi den giftige egoisme blokerer for et anstændigt (sam)liv. Sonnergaards distinkte stil, der formbevidst veksler mellem associerende forløb og korte bydende sætninger mejslet i hårde blokke kan give mindelser om Turell, men uden dennes poesi. Sonnergaard maler med mørke farver iblandet kras misantropisk humor - uden formildende omstændigheder. Hans temaer er ikke bemærkelsesværdige, men det er det konsekvente sortsyn - utilpasset, irriterende og med en kværulantisk retningsløs kritik; men historierne er også vedkommende - og når de er bedst - uafrystelige