Bogens forfatter har tidligere skrevet til den velkendte serie, nemlig Bagsiden af medaljen (2003/30) om sin opvækst som incestoffer, og noget let liv har hun fortsat ikke. Hendes nyfødte dreng viser sig at have en hjernemisdannelse og er hårdt ramt af epilepsi. Han indstilles til operation, men den ønskede bedring varer ikke længe. Belastningen fører efterhånden til en konfliktfyldt skilsmisse og problemer i næste parforhold. Synsvinklen er udelukkende morens, og den absolutte hovedvægt ligger på hendes følelser, beskrevet med mange gentagelser. Sproget er ikke lydefrit, og tonen noget vred og selvhøjtidelig i bogens 1. del, som trods de mange følelsesbeskrivelser virker lidt udvendig. 2. del er langt mere afbalanceret, og her får man et godt indtryk af morens store fortvivlelse og ensomhed, det tyngende ansvar og totalindlevelsen i barnet. Men også af troen på at "de" tager fejl og nytten af at kæmpe - og ja, på trods af lægernes domme begynder Mads alligevel at kunne gå, 6 år gammel. Bogens pointe er, at trods ønskedrømmen om lykken med det perfekte barn, er livet med et handicappet barn bestemt ikke fattigt, bare anderledes. Hendes bog vil blive slugt som alle andre i denne forlagsserie