Sattouf er ikke just forsonlig i sin skildring af barndommen i Syrien, og store dele af bogen består af en ubehagelig perlerække af sære optrin, hvor et afstumpet menneskesyn bliver udstillet. Det er en meget barsk og grum historie, der fortælles med satirens virkemidler. Man bliver ikke nødvendigvis meget klogere på mekanismerne bag Syriens kultur, ligesom moderens bevæggrunde stadigvæk er lidt at et mysterium. Det bliver måske plads til i næste bind. Tegningerne er karikerede og sort-hvide, dog med lyserød eller blå som tredjefarve alt efter, hvad for et land historien foregår i