Jan Lööf er en af mine absolutte favoritter, og hans stil er unik og let genkendelig. Uden at være på højde med fx hans geniale  , synes jeg, bogen er sjov. Vi er i et velkendt Lööf-univers, hvor det myldrer med pudsige detaljer og personer kendt fra film/tv. Stregen er naiv og farverne holdt i dæmpede grå/blå/brune nuancer. Hovedpersonen selv er dog ikke tilfreds med historien og ønsker sig tilbage til sit velkendte tegneseriemedie. Og det er hele denne leg med medier, trykte og digitale, der er bogens væsentligste pointe. Der er meget at snakke om, når størrelsesforhold forvanskes, handlinger blandes, og der er dialog mellem tegner og hovedperson