Det er efterhånden ikke så få gange, Robert B. Parker har brugt detektiven Spenser som hovedperson. Han er en hårdtslående, selvsikker satan, der dog i omgangen med sin psykiater kæreste har anlagt sig tilstrækkeligt med politisk korrekte vaner til, at han kan tåle at blive fundet på natbordet i hvilketsomhelst dannet amerikansk hjem. Denne gang hjælper han en tidligere kollega fra politiet med at finde hans unge kone, som er blevet kidnappet af en gammel kæreste. Som professor i litteratur har Parkers styrke hidtil været en brilliant dialog og en sikker fornemmelse for genrens særpræg. Begge dele er intakt, men den største force denne gang er dog slutscenens næsten Wagnerske dommedagsstemning. Ellers har Parker også denne gang svært ved at få skruet et brugbart plot sammen. Måske netop fordi han har så travlt med at leve op til de rigtige meninger og skabe den rette stemning, virker det som om han ikke helt har sit eget hjerte med