Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Ifølge "Peters Bibel" er der 3 ord, som Peter Christensen kan identificere sig med, og det er: stædighed, selvtillid og forfængelighed. I denne bog i Virkelighedens verden fortæller han om sit liv inden han kom ud for en stor ulykke og om livet efter ulykken, og jeg er da også overbevist om, at uden en stor portion stædighed, og en fantastisk opbakning fra forældrene, var han aldrig kommet så langt, som han trods alt er i dag. I de første 22 år af Peters liv var der fuld drøn på. Han boede sammen med kæresten, var model, verdensmester i kickboxing og var lige startet på sit ønskejob som reklametegner, men en ulykke, hvor han blev kørt ned af en lastbil, satte brat en stopper for det liv. Efter 3 uger i koma vågnede han op, lægerne konstaterede hjerneskade, han kunne intet selv, og han fik at vide, at han nok ville komme til at tilbringe resten af sit liv i en kørestol. Men Peter ville det anderledes, og en lang, sej og hård kamp begynder nu for ham. Ved hjælp af træning, især styrketræning, får han trænet sig op, så han i dag er i stand til at gå uden støtte, han har fået kørekort og en vis form for uafhængighed. Hans største ønske er nu at få et job og finde sig en kæreste. Hans selvtillid gør, at han er overbevist om, at han nok skal blive berømt igen. Den første tid efter ulykken bygger på moderens dagbog, og resten af historien er fortalt af Peter

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2005