Servicedeklaration for Varde Biblioteks fjernlån
Biblioteket læner sig så vidt muligt op ad Anbefalingerne for de danske bibliotekers samarbejde, udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen.
Lån til andre biblioteker
- Alle materialer i beholdning er så vidt muligt tilgængelige for fjernlån. Der er dog undtagelser, herunder større legeteksmaterialer, institutionsmaterialer, kviklån og materialer indkøbt af skoler på vore kombibiblioteker.
- Alle bestillinger fra biblioteker behandles som udgangspunkt på lige fod med bestillinger fra borgerne, hvad angår fremskaffelse og afsendelse. Er det ikke muligt at fremfinde det ønskede materiale indenfor max. 4 dage, slettes bestillingen med besked om, at materialet skal bestilles fra et andet bibliotek.
- Bestillinger fra andre biblioteker på nye materialer nedprioriteres ift. Varde Biblioteks egne lånere.
- Et fjernlån gives 60 dages låneperiode med mulighed for 3 fornyelser, såfremt der ikke er andre lånere i kø til materialet.
- Er et lånt materiale mangelfuldt RFID-chippet, indsættes egen RFID, som enten er kodet til det originale materiale, eller har fået et midlertidigt materialenummer for at kunne lånes ud. Denne chip tages ud ved returnering af fjernlånet.
- Der opkræves ikke gebyrer, hvis et andet bibliotek overskrider afleveringsfristen. Der sendes automatisk e-faktura på erstatningskrav, når afleveringsfristen er overskredet med 31 dage.
- Låntagende bibliotek holdes ansvarlig for lånte materiale, indtil det modtages af Varde Bibliotek. Forsvinder et materiale under returnering, står låntagende bibliotek for at erstatte materialet.
Lån fra andre biblioteker
- Der afgives så vidt muligt bestillinger til eget centralbibliotek, Vejle Bibliotek. Forefindes det ønskede materiale ikke tilgængeligt for udlån, bestilles der så vidt muligt fra et andet centralbibliotek i Danmark. Først herefter afsøges lånemulighederne på mindre biblioteker.
- Fornyelse af fjernlån sker fortrinsvist gennem FBS. Er dette ikke muligt, forespørges der om fornyelse på mail.
- Varde Bibliotek erkender sig ansvarlig for de lånte materialer, indtil de er modtaget af långivende bibliotek igen.
- Modtages der materialer, der ikke er lånt på Varde Bibliotek, sendes de retur gennem den nationale kørselsordning med en note, der forklarer, hvor bøgerne stammer fra og skal hen.
- I tilfælde at bestillinger på materiale uden for landets grænser, som et bibliotek ønsker formidlet via Det Kgl. Bibliotek, og som indebærer betragtelige omkostninger, kan Det Kgl. Bibliotek og låntagende bibliotek drøfte alternative muligheder, og herefter kan låneønsket evt. afvises. En låner har ikke et retskrav på et internationalt lån.