Børnenes Udstilling

I Varde Kommune tror vi på, at børnekulturen er en nøgle til at forstå verden – og til at finde en meningsfuld plads i den. Med Børnenes Udstilling danner Varde Bibliotek og Museum Frello hvert år ramme for, at børnekulturen i Varde Kommune kan slå rod og blomstre.

Udstillingens tema varierer fra år til år. I løbet af efteråret modtager dagtilbud, SFO’er og alle skoler en invitation til at deltage i Børnenes Udstilling og så går startskuddet for den skabende proces. Det er altid en kæmpe fornøjelse at se de mange forskellige værker blive indleveret. 

Forløbet kulminerer i et brag af en udstilling, som vi traditionelt fejrer med børnefest og fernisering den sidste torsdag i januar. Til ferniseringen om aftenen er alle velkomne! Vanen tro er der champagne, kransekager, tale ved udvalgsformanden for Kultur og Fritid og musikalske indslag med elever fra Musik- og Billedskolen.

Børnenes Udstilling er børn og unges demokratiske rum. Her er højt til loftet og de kan udfolde sig frit og eksperimenterende indenfor genrer som maleri, foto, installationskunst, tegning, skulptur, blandform og performance. Værkerne vidner om livsglæde og livskraft, kreativitet og fantasi, mod og følsomhed. 

Børnenes Udstilling er en sjælden mulighed for at blive klogere på, hvad der rører sig hos vores børn og unge – fra de yngste børn til efterskoleeleverne. Kigger du forbi?