Sommerferien er din undskyldning for at læse en mursten
Nogle bøger kræver mere end en ledig aften. Her finder du store romaner på over 500 sider, der giver dig masser af fortælling og fordybelse til hele ferien.
Af biblioteket
Nogle bøger er ikke skabt til at blive læst i små bidder mellem madpakker, vasketøj og en halv time på sofaen.
Murstensromanerne kan virke uoverskuelige på en almindelig tirsdag, men i ferien er reglerne anderledes. Dagene er længere, tempoet lavere, og pludselig er der plads til at forsvinde ind i en fortælling, der ikke slipper sit greb efter blot 200 sider.
Det er ikke bøger, du skal skynde dig igennem. De må gerne vare længe. Hele ferien, faktisk.
Klassikertid
Ferien giver også tid til de store klassikere. Dem, man kender af navn, længe før man kender hele historien, og som kan kræve lidt mere tilløb end den gennemsnitlige feriebog.
Det er netop derfor, de passer så godt til sommerferien. Her er der tid til at fare vild i hvaler, grever, slægter og sætninger, der folder sig ud i deres eget tempo.
Hvis du har lyst til at bruge ferien på en af litteraturhistoriens store fortællinger, har vi samlet en håndfuld klassikere med både tyngde, vidder og virkelig mange sider.