Julerier – direkte til din e-mail
Hjemmet og Familie Journalen (Illustreret Familiejournal) har bragt om ikke velsignet bud, så i hvert fald opskrifter på forskellige julerier – både som håndarbejde og de spiselige. Vi tager et kig på nogle af dem.
Af Pej
Bliver du fristet, kan du bestille artiklerne på bibliotek.dk og få dem sendt direkte til din e-mail.
Julepynt
Hvis det gælder håndarbejde, kan man f.eks. kaste sig over ”Anders And og hans venner i nemme korssting”. Det var Hjemmet, der i 1985 gav mønstre i korssting til bl.a. billeder med Anders And, Andersine og Mickey Mouse, julekalender med Onkel Joakim, og Rip, Rap og Rup og dynebetræk med Bambi. Et fint supplement til jule-tv-klassikeren Disney’s Juleshow.
Man kan også brodere en ”Hyggelig julemand i korssting” – det gav Hjemmet opskrift på i 1985. Det var også i Hjemmet i ’85, at der var opskrifter på ”Julepynt – små hæklede ting til træet” at finde. Det var ting som nissepiger, istap kræmmerhus, hjerte og kurv, man kan hækle til at hænge på træet.
Familie Journalen kom i ’64 med bud på ”Gammeldags julepynt” og gav vejledning på hjemmelavede julekort af filt, som limes på kortet.
Julemad
Julen betyder for mange også julemad. ”Den dejlige julemad” blev i 1989 præsenteret i Familie Journalen af Kirsten Hüttemeier. Det var retter som andesteg stegt efter vidundermetoden, stegt andebryst i vermouthsovs med vindruer, hvidvinsstegt kalkun, risengrød og risalamande.
I 1990 kan man i Hjemmet finde opskrifter på ”Tre dejlige julemiddage” af Jutta Rømert. Her bliver der disket op med stegt and med æbler og svesker, flæskesteg med krydret rødkål og farseret kalkun. Dertil brunede kartofler, hvide kartofler, ris á la mande, juleis og appelsinfromage.
Og så er der jo også ”Den gode julefrokost” – en rigtig klassiker. Kirsten Hüttemeier gav i ’79 i Familie Journalen sine opskrifter på bl.a. gammeldags marinerede sild, danske bondesild, hjemmelavet rullepølse, Kirstens gode leverpostej, surrib samt kogt juleskinke.
Man kan også vælge en lidt anden kulinarisk retning og servere ”Lækre salater til julemaden”. Sandra Leigh Draznin kom i ’95 i Hjemmet med opskrifter på rødkålssalat, julesalat med appelsin, lun salat med rejer eller kylling, lun pastasalat med andebryst og krydret frugtsalat.
Hermed har vi fået skudt julen i gang - god fornøjelse.
Artiklen er oprindeligt skrevet af Det Kongelige Bibliotek.