Lyt dig langt væk i efteråret
Når regnen trommer mod ruden, og mørket falder tidligt, kan en god stemme føre dig langt væk. Dette er efterårslæsning med dybde – tre lydbøger om mennesker på kanten.
Af biblioteket
En god lydbog kan få omgivelserne til at forsvinde. Pludselig er du ikke længere i bussen, i køkkenet eller hjemme under tæppet, men på et tog gennem Sverige, i en autocamper på vej mod nordlyset eller på en pilgrimsrute gennem Spanien.
De tre fortællinger har vidt forskellige destinationer. Fælles for dem er, at de vigtigste afstande ikke måles i kilometer.
Togrejsen: Malma Station af Alex Schulman
Fem mennesker er på vej mod Malma station. Ingen af dem ved, hvordan deres historier hænger sammen, men langs skinnerne træder en familiehistorie fuld af hemmeligheder, svigt og nedarvede sår langsomt frem.
Alex Schulman bevæger sig mellem forskellige personer og tider, mens forbindelserne gradvist bliver tydelige. Det er en intens og hjerteskærende fortælling om børn, der må leve med konsekvenserne af de voksnes valg.
Den danske lydbog er oplæst af Henrik Hartvig Jørgensen og belønner den opmærksomme lytter, der følger med gennem fortællingens mange skift.
Roadtrippen: Lad os tænde stjernerne af Virginie Grimaldi
Anna har mistet sit job, økonomien hænger i laser, og hendes to døtre kæmper med hver deres. Hun skylder penge, og inkassatorerne er på nakken af hende – alt føles håbløst. Løsningen bliver en spontan tur i sin fars gamle autocamper med kurs mod Skandinavien og nordlyset.
Pigerne er langt fra begejstrede, og i autocamperens trange rammer bliver det umuligt at flygte fra familiens problemer. Undervejs møder de både storslået natur, nye mennesker og hinanden på ny.
Marie Tourell Søderberg læser den varme fortælling, der skifter mellem moren Anna og døtrene Chloé og Lily.
Vandringen: Skyggen foran mig af Kim Fupz Aakeson
En mand bliver løsladt efter mange år i fængsel. Han er ædru alkoholiker, drabsmand og far til en søn, der ikke vil se ham. Men hvor går man hen, når man er fri – fri af fængslets mure, men måske ikke fri af fortidens skygger. Han vælger at sætte den ene fod foran den anden og begynder at gå – langt.
På vandringen møder han mennesker, der slår følge, og langsomt opstår spørgsmålet, om der også kan findes en fremtid efter straffen.
Kasper Leisner lægger stemme til den navnløse hovedpersons vej gennem skyld, ensomhed og et forsigtigt håb om tilgivelse.