Birgit Fra Varde med i DR Romanpris juryen

30.05.16
“The best day of my life” siger Birgit begejstret om den dag, hun blev udtaget til DR Romanpris juryen

Spændende og omskifteligt liv
Birgit Schjællerup har levet et spændende og omskifteligt liv som lægesekretær, landmandskone, lærer på en daghøjskole for voksne indenfor psykiatrien og har arbejdet 14 år i Grønland indenfor skolevæsenet.

Brænder for litteratur
Men først og fremmest har hun hele livet brændt for litteratur og gode læseoplevelser. Derfor var det også selvfølgeligt for hende at melde sig til dette års DR Romanklub her på Varde Bibliotek for at være med til at vælge årets mest interessante danske roman, og det var hurtigt åbenlyst, at Birgit ikke ved noget bedre end at diskutere bøger med andre dedikerede læsere.

Årets mest interessante danske roman
Hvert år kårer DR sammen med lyttere og læsere fra hele landet årets mest interessante danske roman. DR vælger i samråd med repræsentanter fra landets biblioteker de seks kandidater blandt årets danske romaner, og DR Romanklub-læsekredse på ca. 50 af landets biblioteker er med til at stemme tre af de seks romaner videre  til finalen, hvor en landsdækkende jury på fem diskuterer sig frem til, hvem der skal have DR Romanprisen.

The best day of my life
Der var ingen, der blev overraskede, da Birgit også lagde billet ind på at blive medlem af den landsdækkende femmands-jury, og det var livsbekræftende at se hendes glødende begejstring, da  hun blev udtaget. ”The best day of my life. Jeg kunne næsten ikke være i min krop for glæde.”

Slikbutik
Jury-diskussionen og udvælgelsen foregik lørdag 28. maj i DR Byen, og Birgits tårnhøje forventninger til dagen blev ikke gjort til skamme. ”Det er en oplevelse, jeg vil leve højt på længe. Det var ligesom en slikbutik.”  Alle fem deltagere var topforberedt, og det var svir at fordybe sig i bogdiskussioner med andre, der synes, at  litteratur er lige så fascinerende og berigende.  ”Bagefter var jeg helt fyldt op på den gode måde.” Der var en fin aldersspredning fra 20 til godt 70 år.

Tre rigtige bøger
Alle i juryen var enige om, at det var de tre rigtige bøger, DR Romanklubberne havde stemt videre, nemlig  En ny tid af Ida Jessen,  Harpiks af Ane Riel og Den første sten af Carsten Jensen. Disse bøger var også Varde Biblioteks Romanklubs helt klare valg.

Meget snært
De fem jury-medlemmers favoritter fordelte sig dog på to af bøgerne, og det blev meget snært med en 3-2 afgørelse. Birgit fortæller fornøjet fra dagen, men smiler samtidig hemmelighedsfuldt, for hendes læber er lukket med syv segl.

P1s Litteraturfestival
Hvem de har valgt, kan du høre live i programmet 'P1's Litteraturfestival', som bliver sendt lørdag den 4. juni fra 14.03-16.00. Derefter vil det også være muligt at høre et uddrag af juryens spændende diskussion.

Læs mere om DR Romanprisen