Merete Pryds Helle

Merete Pryds Helle - en litterær blæksprutte

02.01.17

Italien
Merete Pryds Helle er uddannet på Forfatterskole 1988-1990, og tog i 1994 en bachelor i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har boet i Italien sammen med sin mand, lyrikeren Morten Søndergaard siden 1999 og har her været undervisningsassistent på flere universiteter.

Litterær blæksprutte
Hun har været på banen som forfatter siden 1990 og er en sand litterær blæksprutte med udgivelser inden for så godt som alle genrer lige fra essays til krimier, hvor hun sammen med Morten Søndergård bruger pseudonymet Liv Mørk.

Stor anerkendelse
Hendes forfatterskab er præget af stor stilsikkerhed, og hun har høstet stor anerkendelse. Hun har været en helt naturlig del af det danske litterære parnas siden sin gennembrudsroman ”Fiske i livets flod” fra 2000, der meget spændende foregår i 3 tidsaldre, den sumeriske oldtid, middelalderen og nutiden. De 3 fortællinger har skriftens og fortællingens overleverede historie som gennemgående tema.

Lysende slægtsroman
Hun er dog for alvor braget igennem læserlydmuren med sin sidste roman ”Folkets skønhed” fra 2016, som hun velfortjent er nomineret til DR Romanprisen for. Med udgangspunkt i sin egen slægt har hun skabt en lysende udviklings- og slægtsroman, som samtidig er de hjemmegående husmødres historie fra 1930erne til begyndelsen af 1970erne. Efter en rå barndom på Lolland gifter Marie sig med Otto og flytter til København for at få del i fremskridtet. Det får de, men temperamentsfulde Otto har svært ved at acceptere, at Marie ikke altid er glad.