Billede af scan og lån på to smartphones

Nyhed: Lån og aflever med mobilen

12.10.23
Fra den 23. oktober tilbyder vi, at du kan låne via appen "Biblioteket" på alle afhentningssteder og biblioteker.

Derudover tester vi fra samme dato også aflevering via appen på fire udvalgte afhentningssteder. Det drejer sig om Ansager, Kvong, Næsbjerg og Outrup.

Læs her mere om bibliotekets afhentningssteder. 

Hvad skal du gøre for at benytte din mobiltelefon til lån og aflevering?

Hvis du ikke allerede har appen ’Biblioteket’, skal du hente den. Du kan hente appen gratis i Google Play og App Store.

Første gang du benytter lån eller aflever, vil appen Biblioteket guide dig gennem trin for trin. Du kan også finde en vejledning på www.vardebib.dk/lån-og-aflever-via-app eller på dit afhentningssted.

Hvad er fordelen ved at låne og aflevere med mobiltelefonen?

Du kan låne via din mobiltelefon på alle filialer og afhentningssteder. Dermed kan du hvis der er kø ved selvbetjeningsautomaten på bibliotekerne, springe den over.

Når du låner og afleverer med app’en, registreres det med det samme, hvor du før, som oplandslåner, måtte vente på, at vi manuelt registrerede dine lån og afleveringer på hovedbiblioteket. Hvis du har mail tilknyttet din lånekonto og vinget af, at du ønsker servicemeddelelser, får du nu mailkvitteringer på lån og afleveringer.

Med appen kan du endda viderelåne til andre, som også benytter appen. Det vil sige, at du kan viderelåne din nye yndlingsbog til din veninde, moster eller bror hvor som helst, med mindre der er andre, der har reserveret den.

Dertil giver appen ’Biblioteket’ dig nem adgang til nyheder fra Varde Bibliotek, personlige anbefalinger, nyttige beskeder og meget mere.

OBS: Appens vejledninger er generelle tekster, for alle landets biblioteker, der tilbyder lån og aflevering i appen. Derfor er de ikke retvisende, hvis du benytter dig af bibliotekets afhentningssteder. Så når du læser, at du skal henvende dig til personalet, eller benytte selvbetjeningsautomaterne, skal du i stedet benytte den afleverings- og udlånsmetode, du hidtil har brugt på afhentningsstedet. Det vil sige, at du låner materialer ved at kvittere på sedlen, som findes i materialet, og lægge den i chartekket i kassen og afleverer materialer ved at lægge dem i kassen. 

Når du låner via appen på afhentningsstederne, skal du ikke kvittere på sedlen og smide den i kassen, som du hidtil har gjort. Så skal sedlen blot smides ud.