Lektørudtalelse

Forfatter: Bent Birk Kristensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

USA-interesserede og alle som har læst, set og hørt Jacob Holdts Amerikanske billeder

Beskrivelse

Forfatteren er født i 1967 og datter af en dansk mor og en masai-kriger fra Kenya. Hun oplevede som 13-årig Jacob Holdt fortælle om bogen Amerikanske billeder og ønskede som voksen at rejse med ham i Amerika. I 2003 blev ønsket til virkelighed, og nu 9 år efter skildrer hun sin rejse i bogen. En månedlang rejse gennem 23 stater i en gammel varebil hvor hun og Jacob møder mange af de samme mennesker, som J.H. skildrede i sin første bog. Med sin mørke hud får hun virkelig prøvet grænser af i mødet med både Ku Klux Klan, nazister, truckere og andre i bunden af det amerikanske samfund. En velfortalt dokumentarisk beretning hvor ikke mindst de mange store flotte farvebilleder, som udgør mere end halvdelen af bogen, er med til at fortælle historien

Sammenligning

Jacob Holdt rejste landet tyndt i 1970'erne med diasshowet Amerikanske billeder, og hans bog udkom første gang i 1977. Nærværende bog ligger i forlængelse heraf. Der findes ikke andet tilsvarende materiale, som nærværende og tæt illustrerer det fattige USA

Samlet konklusion

En nærværende og farverig dokumentarisk beretning om forfatterens roadtrip gennem USA med Jacob Holdt i 2003

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2012