Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Fotobog med historien om hundehvalpen Bully, en forkælet belgisk hyrdehund. Igennem mange fotos og lidt tekst følger vi Bully i hans første leveår fx på udflugter og til hundetræning. Til oplæsning for 5-8-årige, som kigger fotos og til selvlæsning fra 10 år

Beskrivelse

Starten handler om de første uger, hvor Bully lige er født og bor på Fyn med sin mor og seks søskende. Historien fortælles af hundeejeren, som udvælger Bully og tager ham med hjem, hvor han møder den gamle hund Bastian. De to hunde har det godt sammen i et par uger, indtil Bastian desværre dør, 13 år gammel. Vi følger Bullys opvækst med sjove ting som leg i haven, ture til stranden og i sneen samt praktiske ting som renlighed, klipning og hvalpetræning, hvor der præsenteres flere kommandoer. Bully bliver større og er med til mange ting og med mange steder. De får også besøg af hans hundefamilie. Forfatteren har tidligere udgivet e-bogen Bastian

Vurdering

Hyggelig bog, hvor særligt de mange fotos med hunden vil tiltale børnene. Det er dog en meget privat bog med en personlig historie om et menneske, som tydeligvis holder meget af hunde. Specielt afskeden med Bastian fortælles på en nænsom og rørende måde

Andre bøger om samme emne

Fagbogen Timmy, en hundehvalp fortæller også om hvalpens første tid. Vil man læse mere om hundehvalpe, så kan titler som fagbilledbogen Din nye hundehvalp og fagbogen Hvalpens bog anbefales